Programmør til automation

Programmør til automation

Programmør til automation

16. november 2020

System TM A/S søger erfaren PLC-programmør

Er udvikling og optimering af systemløsninger din spidskompetence, og vil du spille en central rolle hos System TM A/S i en spændende og tværfaglig organisation, hvor du får rig mulighed for at fordybe dig i det, du er bedst til? Vi er en af de førende virksomheder inden for kundespecifikke produktionsanlæg til massivtræindustrien, der leverer komplette produktionslinjer til et bredt kundesegment.

Din nye stilling:
Som PLC-programmør ved System TM A/S kommer du til at beskæftige dig med udvikling og implementering af højteknologiske og komplekse systemløsninger i samarbejde med dygtige kolleger, der – som du – brænder for teknik generelt og automation i særdeleshed. Ved System TM får du hands-on på maskinerne, og der foretages både in-house- og on-site-indkøring af alle maskiner.

Vi lægger vægt på, at du er en erfaren PLC-programmør, men der kan være mange indgangsvinkler til denne stilling. Din baggrund kan være el-ingeniør, automationsteknolog eller anden relevant teknisk uddannelse.

Der arbejdes primært med Siemens TIA-portal, og erfaring hermed er derfor en fordel. Alternativt kan du have opbygget erfaring gennem arbejde med automation og styring i andre PLC-systemer. Ud over PLC-programmering vil du blandt andet komme til at beskæftige dig med programmering af HMI, servo, parametrering af omformere og dokumentation.

Ud over et indgående kendskab til PLC-programmering søger vi en programmør med følgende kompetencer:

  • Du sætter kvaliteten i højsædet, er initiativrig og sætter en ære i at løse opgaverne rettidigt.
  • Du er positiv og konstruktiv og kan fungere i teamsamarbejde samt udføre selvstændige projekter.
  • Du har flair for både at opbygge styringer fra bunden og benytte allerede eksisterende skabeloner.
  • Du har god maskinforståelse og kan sætte dig ind i mekaniske opgaver og problematikker.
  • Du besidder gode samarbejds- og kommunikationsevner – både når det gælder det interne, tværfaglige og eksterne samarbejde.
  • Du trives med ansvar og har en vedholdende tilgang til dine opgaver.
  • Du foretrækker at følge et projekt til dørs, herunder at indkøre anlæg hos kunden (20-40 dage/år).
  • Du behersker dansk og engelsk mundtligt og skriftligt på et professionelt niveau.

 

System TM tilbyder stor indflydelse på egne opgaver, frihed under ansvar og fleksible arbejdsforhold med respekt for balancen mellem arbejds- og familieliv/fritid, da vi er af den overbevisning, at trivsel og fleksibilitet er nøglen til at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere – og de bedste medarbejdere giver de bedste løsninger. Som medarbejder hos os kan du derfor se frem til en række medarbejderfordele samt en behagelig og uformel omgangstone på tværs af hele organisationen.

Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Søren Lindhardt på tlf. nr. 51566168 eller pr. e-mail: slk@systemtm.com.

Har ovennævnte vakt din interesse, bedes du sende din ansøgning mærket ”Programmør til automation” til career@systemtm.com.

Ansøgningerne vil blive behandlet løbende. Tiltrædelse efter aftale.

 

System TM A/S er en udviklingsorienteret, kvalitetsbevidst og brancheførende ­virksomhed med stor ordretilgang og mere end 40 års erfaring i at udarbejde og vedligeholde kundetilpassede løsninger af høj kvalitet. Det fælles mål er fortsat at være en ambitiøs, velkonsolideret og markedsledende virksomhed i et nichepræget vækstmarked, hvor 98 % afsættes på verdensmarkedet.
Vi er p.t. ca. 130 medarbejdere fordelt på forskellige specialer, som i et miljø med en uformel omgangstone samarbejder om design og implementering af styringer til ­System TM’s komplekse, spændende og innovative maskiner og anlægsløsninger.